Prince besøger Roskilde Festival 2010
Skrevet af Morten Skov af d. 28-04-2010
Det blev i sidste uge offentliggjort, at Prince besøger Roskilde Festival til sommer, når endnu en musikalsk uge løber af stablen på Roskilde Dyrskueplads. I et forvejen spækket program med store kunstnere, støtter den amerikanske musikprins op om, hvad der uden tvivl bliver en fantastisk uge i musikkens tegn.
Prince startede i sin barndom med at spille guitar og har siden lært at mestre klaveret. Siden 1978, hvor Prince Rogers Nelson startede sin karriere, har han hittet med numre som for eksempel ”Kiss”, ”Purple Rain” og ”Musicology”.
Efterhånden har Prince opbygget en kultstatus på hele kloden. Han har med sit særprægede, metroseksuelle look og sensuelle, funky musik fundet sin egen måde at markere sig i musikkens verden.
Den forførende rockstjerne er bestemt seværdig, hvis du er til fest og farver og ikke er bleg for delikate smagsprøver på musikgenrer som R&B, soul, funk, rock, blues og pop.